Dansk Curling Forbund inviterer alle til træningslejr

Dansk Curling Forbund inviterer alle til den første af en serie på i alt fem træningslejre, hvor du som deltager kan komme til at få en sjov weekend med andre spillere fra hele landet og udvikle dig som curlingspiller med hjælp fra dygtige trænere.

Hver træningslejr har særlig fokus på et element af curlingspillet, men vi kommer omkring andre områder også og giver forslag til forbedring for den enkelte, hvis man ønsker det. Første camp har særlig fokus på fejningen, og de næste camps har temaerne kommunikation, slide, taktik og optimering af træning.

Alle kan deltage uanset forudsætninger. Du vælger selv et af tre niveauer du vil ind på og løbende hvilke træningslejre du vil deltage i.

Første træningslejr er i Esbjerg den 7. til 8. marts 2020.

Der vil være aktiviteter på off-ice og på isen og søndagen sluttes af med høj-hat turnering, aftensmad og uddeling af diplomer.

Prisen er 500 kr. per deltager. Der medfølger overnatning fra lørdag til søndag og aftensmad både lørdag og søndag samt morgenmad på vandrerhjemmet.

Der vil blive mulighed for transport, så alle kan komme frem og tilbage fra København til en overkommelig pris.

Billetter købes her på siden og sidste frist for tilmelding til træningslejren er 1. februar 2020.

Hent også træningslejrens plakat her og hæng den op i jeres klub, så budskabet kommer ud til alle.

Share