Sidste sten afgør begge DM Senior-finaler

Sidste sten afgør begge DM Senior-finaler

Der var masser af dramatik, da DM Senior for både damer og herrer blev afgjort i Esbjerg Curling Klub i weekenden 12.-14. december 2025. Ud over mesterskabet blev der også spillet om kvalifikation til VM i begge rækker.

Gå til resultater: damer | herrer

Hos damerne stod finalen mellem Team Curli’gans, der havde vundet grundspillet, og Team Schack. Kampen bølgede frem og tilbage og blev først afgjort, da Kamilla Schack i sidste ende formåede at krølle begge sine sten ind i fuld 4-fod for en toer og dermed sejr på 7-6. Dermed kan det mixede hold fra Esbjerg og Odin med Kamilla Schack, Rikke Jensen, Wikie Schurad og Linette Henningsen se frem til en tur til Geneve i april måned for at forsvare de danske farver ved VM.

Team Curli’gans med skip Louise Zimmer, Anni Gustavussen, Gitte Sølvsten (alle Silkeborg) og Trine Qvist (Gentofte) vinder sølv, mens sidste års VM-hold Team GCC Ladies med Camilla Søndergaard-Nielsen, Bodil Holinger Larsen, Lene Solberg og Hanne Suhr får bronzemedaljer.

Hos herrerne blev der kun scoret 1’ere i en meget tæt dyst mellem vinderne af grundspillet Team Schack og de forsvarende mestre Team Tidmand. Inden sidste sten lå Esbjerg/Tårnby-holdet til at tvinge kampen ud i ekstra ende, men på sidste sten lykkedes det for skip Søren Tidmand, Jens Groth Lorentzen, Are Solberg (alle Gentofte) og Bo Legaard (Tårnby) at ramme fuld 4-fod for sejr med 5-3, anden DM-titel i træk samt en billet til Geneve.

Team Schack med Hans Peter Schack, Tommy Juul Kristoffersen, Matthias Schack, Kent Hovborg (alle Esbjerg) og Søren Legaard Kristensen (Tårnby) vinder sølv, mens Team John Hansen med skip Bernd Hausted, John Hansen, Kurt Holm, Hans Jakobsen (alle Esbjerg) og Michael Schmidt (Odin) sikrer sig bronze ved at besejre Team Amager med 9-3. Team Curlingklubben fra Silkeborg slutter på femtepladsen.

Resultater damer

Resultater herrer

Share