
Med tre tilmeldte hold blev der spillet dobbelt Round Robin inden finalen, så mandskaberne nåede at mødes flere gange i løbet af weekenden i Gentofte Curling Club.
Helt som ventet stod kampen om guldet mellem de forsvarende mestre fra Team HGCC og Copenhagen Curling United. Både i de to gruppespilskampe og i finalen lykkedes det for sidstnævnte at følge godt med hele vejen, men hver gang satte de mest rutinerede trumf på til slut.
Med en 3’er i sidste ende sikrede Jonathan Vilandt, skipper Jacob Schmidt, Alexander Qvist og Kasper Bøge Jurlander sig DM-titlen takket være en sejr på 6-4. Og sammen med reserve Noah Vilandt kunne holdet fra Hvidovre CC og Gentofte CC række trofæet i vejret.


Copenhagen Curling United med Liam Goldbeck, Nikki Jensen, Rasmus Schmidt, Noam Velling og Frederik Funch-Bjørnstrup (HCC/TCC/GCC) modtog sølvmedaljerne.
Debutanterne fra Team Jylland havde en stor oplevelse og kæmpede sig bravt til flere ender i løbet af deres fire kampe. For Kasper Fejrskov Andersen, Terkel Obitsø Nygaard Riis, Noah Petersson, William Thorbjørn Fischer og Johan Fejrskov Andersen var det stort at tage imod bronzemedaljerne efter en flot indsats.


Stort tillykke til alle deltagere for en spændende weekend – og tak Gentofte Curling Club for at sørge for god is og hyggelig stemning i varmerummet.