Corona afbryder VM-kvalifikationen

I denne weekend er den danske kvalifikationsturnering til VM i curling blevet indledt. Desværre bliver den ikke afsluttet, da en af spillerne har modtaget positivt svar på en coronatest.

VM-kvalen, der finder sted i Hvidovre, er blevet afviklet efter alle de corona-restriktioner, der gælder for toppen af danske eliteidræt, og det vil sige at alle spillerne blev testet på forhånd, ligesom der blev gennemført hurtigstests inden søndagens kampe blev sat i gang.

Den positive spiller fik negativt resultat af hurtigsteste, men undervejs i formiddagens kamp modtog spilleren svar fra den langsommere – men mere præcise – PCR-test, og den viste et positivt resultat.

Umiddelbart herefter blev kampene i Hvidovre indstillet og såvel herre- som damespillere blev opfordret til omgående at lade sig teste.

Fra Dansk Curling Forbund krydses der naturligvis fingre for, at de resterende tests er negative, mens den coronaramte-spiller ønskes rigtig god bedring. 

Der vil på et senere tidspunkt blive truffet afgørelse om, hvordan den rent sportslige del af VM-kvalifikationen skal afgøres.

Yderligere spørgsmål kan rettes til formand for Dansk Curling Forbund, Henrik Christoffersen på telefon 31 150 150.