EM i curling er aflyst

EM i curling er aflyst

Det internationale curling forbund har besluttet at aflyse årets europæiske mesterskaber, der skulle have fundet sted i Lillehammer i Norge i november. Det er den fortsat usikre situation omkring udviklingen af coronavirus, der har ført til aflysningen, og det internationale forbund har på et tidligt tidspunkt udmeldt, at man af respekt for de deltagende lande, vil træffe beslutning om eventuelle aflysninger i rigtig god tid.

”Vi er selvfølgelig rigtig ærgerlige over aflysningen, for vi havde set frem til at kunne repræsentere Danmark ved mesterskaberne i Norge. Vores spillere har masser af talent og potentiale, men mange af dem har også brug for at komme ud og samle erfaring fra de største internationale stævner. Når det er sagt, så kan vi glæde os over, at vores placering på verdensranglisten betyder, at vi nu er direkte kvalificeret til VM 2021 , der samtidig fungerer som kvalifikation til OL 2022,” siger Henrik Christoffersen, formand for Dansk Curling Forbund.

Verdensmesterskaberne i 2021 foregår for kvindernes vedkommende i Schaffhausen i Schweiz, mens herrerne skal til Ottawa i Canada for at dyste mod de bedste hold fra verden i kampen om en god VM-placering og dermed OL-kvalifikation.

”Trænerne i vores nyetablerede elitecenter kommer på en spændende opgave i forhold til at videreudvikle spillerne og sikre, at de er klar til næste års VM, for der er ingen tvivl om, at europamesterskaberne ville have givet hele den danske curling-elite vigtig rutine. Men det er jeg overbevist om, at trænerne, spillerne og dansk curling generelt nok skal løse. For omvendt kan vi arbejde endnu mere fokuseret frem mod verdensmesterskaberne og forhåbentlig en billet til OL, der har en helt særlig stjerne i såvel dansk curling som i dansk vintersport generelt,” fortsætter Henrik Christoffersen.

Udover EM for herrer og damer er en række andre kontinentale mesterskaber aflyst, ligesom både junior- og kørestols-mesterskaber er ramt af corona-aflysninger.

Share