Grib muligheden: Tilmeld jer Danmarks Motionsuge!

Grib muligheden: Tilmeld jer Danmarks Motionsuge!

Danmarks Motionsuge er en unik mulighed for at synliggøre curlingsporten!

I uge 41 sætter DR og de store idrætsorganisationer fokus på, hvilke muligheder danskerne har for at bevæge sig sammen. Her kan I som klub synliggøre curlingsporten for en bred målgruppe.

DCuF holder Curlingens Dag i uge 40, og denne kunne evt. forlænges med et åbent hus arrangement ugen efter. Det kan også være I vil holde åben træning for juniorer, starte et kick-off forløb eller noget helt andet.

Det er muligt at oprette jeres arrangement på en fælles hjemmeside www.danmarksmotionsuge.dk  Lige nu er der kun åbent for indtastning af aktiviteter for arrangører, men senere vil hjemmesiden blive åbnet for alle, så danskerne kan se og tilmelde sig de registrerede aktiviteter.

Guide til oprettelse af arrangement
Det er meget enkelt at oprette sit arrangement.  Man skal blot oprette en bruger, validere sin bruger via modtaget mail, logge ind og begynder at oprette arrangementer. Selve forsiden på hjemmesiden er endnu ikke helt klar, så det er ikke muligt at ”se” sit arrangement, når det er oprettet. Det bliver først muligt på et senere tidspunkt. 

Ca. den 20. september vil hjemmesiden være helt færdig, og herefter påbegyndes en bred markedsføring på tværs af de deltagende organisationer i partnerskabet.

Hvordan foregår det? 
Alle begivenheder samles under Danmarks Motionsuges hjemmeside www.danmarksmotionsuge.dk . Her kan man som arrangør oprette sin begivenhed, som danskerne kan finde og tilmelde sig.

Før oprettelse af aktiviteter kan foreningerne med fordel:

  • Finde en god og passende titel til begivenheden.
  • Lave en kort og præcis beskrivelse af begivenheden.
  • Have et foto, der illustrerer eventet, klar – og evt. jeres forenings- eller klublogo.
  • Have et link til der, hvor I organiserer og administrerer begivenheden – fx foreningshjemmeside, Facebookevent eller lignende.
  • Link til selve oprettelsen af et arrangement:

Kommunikation og omtale:
Udover en lang række tv-indslag med fokus på bevægelse og Danmarks Motionsuge på DR’s platforme, aktiveres både tværgående markedsførings- og SoMe-indsatser på tværs af DR, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Skoleidræt, DIF, DGI og ISCA’s platforme. 

Samlet bliver det en dedikeret kommunikationsindsats for at sikre kendskabet i befolkningen og en bred dækning af begivenheder i løbet af ugen, hvor vi vil: 

  • vise danskerne alle de former for bevægelse, de ikke kendte i forvejen.
  • inspirere danskerne til at prøve nye former for bevægelse.
  • motivere danskerne til at opsøge bevægelsesfælleskaber der, hvor de er.

Vi håber, I har lyst til at deltage!

I må meget gerne skrive til mia@curling.dk, hvis I vil være med, så jeg ved hvor mange der deltager 😃

Share